Uofficielle nordiske mestre 2017

Uofficielle nordiske mestre 2017

Herning FH’s U14 piger kom igennem det nordiske mesterskab ubesejret og kunne derfor tage hjem fra Göteborg som uofficielle nordiske mestre

Med en smal trup på 9 spillere, hvor af et par var småskadet, lå det ikke i kortene, at holdet skulle gå hele vejen,, men pigerne viste, at viljestyrke, holdindsats og god håndbold kan indfri drømme.

Der blev taget nogle store skalpe undervejs. De norske mestre fra Nordbygda Håndball, blev slået i indledende gruppespil og i finalen. Inden de mødte Herning FH havde de kun tabt en gang på tre år. De finske mestre fra KYIF blev slået i semifinalen med en målscore på 21-13.

Finalen var spændende fra start til slut. Herning førte i starten af 1. halvleg, men Nordbygda havde læst på lektien fra første kamp og fik lukket ned i forsvaret og fik et lille overtag. Ved pausen var Herning FH bagud 12-8. Men Herning FHs to trænere, Casper Jensen og Michael Poulsen fik justeret på taktikken og så begyndte Herning FH at arbejde sig ind på nordmændende. Med 8 minutter igen var det hele lige, men Herning FH havde fået overtaget. Nordbygada valgte til sidst at mandsopdække to Herning-spillere i et sidste forsøg på at ændre kampen, men herningspillerne justerede endnu en gang deres spil og sikrede sig det nordiske mesterskab.

Begge hold var nervøse og der blev scoret færre mål i begge ender end tidligere i turneringen. Nicoline Lauritsen beskriver det således: ”Det var nervepirrende, men sjovt og spændende. Vi var mega nervøse i starten. Mod slutningen kunne jeg begynde at nyde oplevelsen.”

”Det her er det største vi har oplevet som trænere”, udtaler Casper Jensen imens Michael Poulsen nøjes med at nikke. Der er ikke meget stemme tilbage efter 3 dage med mange kampe, hvor konstante justeringer har været nødvendig for at opnå succes.

”Vi vidste, at det ville blive svært, men vi har et godt hold og gik efter at spille en god turnering”, svarer en træt men glad Maja Pyndt på spørgsmålet om deres forventninger inden stævnet. ”Vi gør hinanden gode. Vi har et godt sammenhold både på banen og udenfor banen” supplerer Isabella Olesen og Emilie Hannibal fortsætter: ”Og det selvom vi er spillere, der i denne sæson spiller på tre forskellige hold i Herning FH.”

Udover det nordiske mesterskab gik en enkelt spiller hjem med endnu en hæder. Stævnet valgte Isabella Poulsen til finalens mest værdifulde spiller for Herning FH.

Herning FH’s U16 drenge, der vandt stævnet sidste år, kunne desværre ikke forsvare titlen i år. De gjorde en god figur ved stævnet og sluttede på en samlet 10. plads.

Share this Post